Kontakt os
Oliver Bo Andersen er erhvervsadministrator-trainee i CEJ.

Unge sætter spot på ejendomsbranchen

Share

I takt med at en voksende procentdel af den danske arbejdsstyrke går på pension frem mod 2030, bliver det stadig vigtigere at tiltrække dygtige medarbejdere til ejendomsbranchen.

EjendomDanmark (ED) har søsat en større rekrutteringskampagne for at synliggøre, hvilke uddannelses- og karrieremuligheder branchen tilbyder. Som led i kampagnen har ED nedsat et ambassadørkorps med unge ansatte i ejendomsbranchen, der på skift fortæller om deres hverdag og vej ind i branchen via sociale medier. En af dem er Oliver Bo Andersen, som er erhvervsadministrator-trainee i CEJ.

Oliver håber, at flere vil gå administratorvejen, da det var her, han selv fik kickstartet sin karriere med en høj grad af læring og ansvar på kort tid. Oliver fortæller, hvordan det hele startede og om nogle af fordelene ved at være ejendomsadministrator.

Hvornår vidste du, at du ville være administrator?

Jeg fandt ud af det i mit sabbatår, hvor jeg var en del i tvivl om, hvad jeg skulle efter gymnasiet. Jeg faldt tilfældigvis i snak med en, der var formand for en forening, som havde et godt samarbejde med deres administrationsselskab. Han anbefalede, at hvis jeg gerne ville noget inden for ejendomsbranchen, hvor jeg også fik kombineret min interesse for økonomi og jura, så ville det være en oplagt vej at gå. Derfra undersøgte jeg, hvad man lavede som administrator, og hvilken uddannelsesvej jeg skulle gå for at blive det. Her faldt både arbejdsopgaverne og den korte uddannelse som finansøkonom på to år i min smag, og det resulterede i, at jeg valgte at gå efter at blive ejendomsadministrator.

Du har været i praktik i en erhvervsmæglervirksomhed. Hvordan har du kunne bruge det som administrator?

Det var lidt tilfældigt, at jeg endte hos La Cour & Lykke. Oprindeligt skulle jeg have været i praktik i LEA Ejendomspartner, men da de flyttede deres afdeling fra Herlev til Næstved en halv måned før, at praktikken skulle starte, blev jeg nødt til at finde en alternativ praktikplads. Det viste sig dog, at den ”alternative” vej som erhvervsmægler endte med, at jeg fik øjnene op for erhvervsdelen i branchen, og det er derfor den primære grund til, at jeg er endt med at blive erhvervsadministrator. Jeg fik faktisk utrolig meget ud af at være i praktik i La Cour & Lykke. Jeg sugede en masse viden til mig fra deres mæglere og fandt ud af, hvad mæglerne reelt laver. Det har medført, at når jeg varetager administrationsopgaver, hvor der indgår en mægler, så har jeg allerede syn for, hvordan deres arbejdsproces er, og hvilken tilgang de har til deres udlejninger.

Hvad er det fedeste ved at være administrator?

Jeg synes, at det fedeste ved at være administrator er, at man dagligt kan mærke, at man gør en forskel. Jeg kan mærke, at ejerne på de ejendomme jeg administrerer, værdsætter mit arbejde, og det giver en virkelig god følelse i kroppen, når man får den anerkendelse for det arbejde, jeg udfører.

Gode råd til andre, der overvejer at søge praktik i branchen eller i CEJ?

Jeg ser CEJ som en rummelig arbejdsplads, hvor der er plads til alle. Lige siden jeg er startet hos CEJ, har jeg følt mig velkommen og følt, at mit arbejde bliver værdsat. Jeg føler altid der er hjælp at hente hos mine kollegaer, og alle er villige til at sætte tid af til at hjælpe, når jeg har en problematik eller et spørgsmål, jeg skal have hjælp til at få svar på. Mit bedste råd er derfor bare at søge, det har hjulpet mig til der, hvor jeg er i dag, og man finder kun sin hylde, ved at prøve nogle forskellige ting af.

På Facebook-siden Property Careers, deler de unge ud af stort og småt fra deres arbejdsdag. Og på propertycareers.dk er der adgang til en helt ny jobportal med ledige stillinger på tværs af branchen.

CV

Oliver Bo Andersen, 23 år, er finansøkonom fra CPH Business.

September 2021 – nu: Trainee i CEJ Ejendomsadministration

Maj – september 2021: Studentermedhjælper i CEJ Ejendomsadministration

Januar – marts 2021: Erhvervspraktikant hos erhvervsmægler La Cour & Lykke

Se flere nyheder fra CEJ

Få et tilbud