Kontakt os
Værd at vide som lejer
Her finder du gode råd og svar på alt om vedligeholdelse, husleje og dine rettigheder som lejer.

Hverdagsguide for lejere

Når du er kommet godt på plads i din nye lejlighed begynder hverdagen. Med både glæder og forventninger til, hvad tiden i dit nye hjem måtte bringe.

Men der opstår sikkert også nogle praktiske spørgsmål undervejs. Vi har prøvet at gøre hverdagen så nem som mulig for dig med denne guide. Du kan finde de vigtigste informationer og retningslinjer, som du skal være opmærksom på, mens du bor til leje. Læs meget mere om vedligeholdelse, husleje og dine rettigheder som lejer her. Rigtig god fornøjelse!

Hvad siger din lejekontrakt?

Først og fremmest skal du kigge under § 8 i lejekontrakten. Her skal udlejer angive, om det er lejer eller udlejer, der har den indvendige vedligeholdelsespligt.

Indvendig vedligeholdelse består helt konkret af hvidtning, maling, tapetsering og behandling af gulve.

Ifølge lejeloven er det udlejer, der er pålagt den indvendige vedligeholdelsespligt, hvis ikke andet er aftalt i lejekontraktens § 11.

Står lejer for den indvendige vedligeholdelse, skal man selv sørge for hvidtning, maling, tapetsering og behandling af gulve i lejligheden så ofte, det er nødvendigt, i forhold til almindeligt slid og ælde i lejligheden.

I de situationer, hvor det er udlejer, som har den indvendige vedligeholdelsespligt, kan udlejer oprette en indvendig vedligeholdelseskonto, hvor der hver måned indbetales et beløb på 53 kr. pr. m2 bruttoareal (gældende for 2025).

Udlejer har ikke pligt til at udføre indvendig vedligeholdelse for et større beløb, end der står på den indvendige vedligeholdelseskonto.

Hvis det er dig, som lejer, der har den indvendige vedligeholdelsespligt, skal du ikke oprette en vedligeholdelseskonto. Du skal blot vedligeholde lejligheden indvendigt i det omfang og så ofte, det er rimeligt efter en objektiv bedømmelse.

Du har altså pligt til at holde din lejlighed forsvarligt ved lige i hele lejeperioden, og du skal derfor foretage maling, hvidtning, tapetsering og behandling af gulve så ofte, som det er nødvendigt for, at lejligheden fremstår velholdt. Det betyder også, at du jævnligt skal rengøre lejligheden.

 

Benyttelse af midler fra den indvendige vedligeholdelseskonto

Indvendig vedligeholdelse omfatter:

Maling af lofter, træværk, vægge, tapetsering og behandling af gulve.

Hvor meget, der indbetales til indvendig vedligeholdelse for din lejlighed, kan du se i BeboerNet, eller på den månedlige opkrævning. BeboerNet finder du under Mit CEJ.

Før en istandsættelse påbegyndes, skal du kontakte viceværten og bede om tilladelse til at foretage istandsættelse af lejligheden. Udgiften må ikke overstige det beløb, der står på kontoen.

Det er altid administrator, der i samarbejde med viceværten afgør, om der kan ske istandsættelse ved brug af midler fra den indvendige vedligeholdelseskonto. Du kan derfor ikke gøre brug af den indvendige vedligeholdelseskonto uden forudgående aftale med viceværten.

 

Så husk, at du skal indgå aftale med viceværten, inden du begynder et vedligeholdelsesarbejde i din lejlighed. Og gulvarbejde må kun udføres af ejendommens håndværker.

Som en del af en aftale giver viceværten dig skriftlig tilladelse til at udføre det ønskede arbejde. Samtidig får du at vide, om arbejdet skal udføres af en håndværker, eller om du selv må udføre arbejdet.

Hvis du selv udfører arbejdet, er det kun de nødvendige materialer, der vil blive betalt gennem kontoen for indvendig vedligeholdelse.

Når istandsættelsen er færdig, og der foreligger regninger, skal du aftale besigtigelse og godkendelse af arbejdet med viceværten. Dette gælder uanset, om der er tale om en håndværkerregning, eller om det er et materialeforbrug, der skal dækkes. Kun arbejde, der er udført håndværksmæssigt korrekt, vil blive godkendt, og der kan herefter ske udbetaling fra den indvendige vedligeholdelseskonto.

Når den aftalte vedligeholdelse er udført, skal du indledningsvist selv betale fakturaerne. Herefter bedes du sende dem samlet i en mail til administrator. Når arbejderne er godkendt af viceværten, får du refunderet de aftalte udgifter, der så trækkes fra lejemålets vedligeholdelseskonto.

Du skal være opmærksom på, at faktura og bilag ikke må være mere end tre måneder gamle, når du sender dem til administrator. Er de det, risikerer du, at du ikke kan få udgifterne refunderet. Bemærk også, at hvis udgifterne til vedligeholdelse er højere end saldoen på den indvendige vedligeholdelseskonto, skal du selv betale forskellen.

Hvis du ønsker at modernisere din lejlighed, skal dette godkendes af ejendommens ejer. Modernisering kan være fx nyt køkken og/eller bad.

En modernisering udløser en lejeforhøjelse, der beregnes ud fra det endelige byggeregnskab for arbejdet plus administrations- og teknikerhonorar, renter og gebyr.

Den foreløbige lejeforhøjelse, som er beslutningsgrundlaget for, hvorvidt du ønsker arbejdet udført, beregnes ud fra tilbud eller budget.

Vær opmærksom på, at hvis du sætter processen i gang – med besigtigelse af lejemål, indhentning af tilbud og beregninger, og du alligevel ikke ønsker at benytte dig af tilbuddet om modernisering, vil du blive opkrævet et fortrydelsesgebyr på 2.000,00 kr. inkl. moms (2025).

Hele forløbet fra et ønske om nyt køkken og/eller bad til arbejdet går i gang, kan tage en del tid. Du skal forvente to-fire måneder fra første henvendelse til opstart af arbejdet.

 

Kontakt os om vejledning i forhold til processen for godkendelse, inden du går i gang.

PBS-tilmelding

Vi anbefaler, at du tilmelder dig betalingsservice, allerede når du betaler din første regning, for at sikre rettidig betaling af huslejen. Du kan tilmelde dig betalingsservice ved at bruge det PBS-nummer, debitorgruppe og kundenummer, som fremgår af dit velkomstbrev og på din første husleje opkrævning.

Hvis du ikke er tilmeldt betalingsservice, vil du få fremsendt et girokort med posten, som du skal benytte. Hvis du ikke modtager girokortet, kan du hente betalingsoplysningerne på Mit CEJ.

 

Manglende girokort?

Hvis du har mistet dit girokort, kan du hente betalingsoplysningerne på Mit CEJ. Hvis der er behov for genfremsendelse af girokort, vil du blive opkrævet et gebyr).

 

Betaling af din husleje, når du har sagt lejligheden op

Hvis du opsiger din lejlighed efter den 15. i en måned, kan vi ikke nå at modregne eventuelt forudbetalt leje. Den forudbetalte leje dækker kun din husleje, og du skal stadig betale de øvrige udgifter, som fx aconto vand, aconto varme, antenne, afregning af forbrug og beboerrepræsentation.  

Din husleje kan ændre sig som følge af lovpligtige reguleringer, skatter og afgifter, omkostningsbestemt husleje eller nettoprisindeksregulering. Lejereguleringerne for din lejlighed fremgår af din lejekontrakt og kan være forskellig fra lejekontrakt til lejekontrakt.

 

Nettoprisindeksregulering?

Her følger stigninger NPI (Netto Pris Indekset). Her får du tilsendt et brev et par måneder før, stigningen træder i kraft. Du kan i brevet også se, hvordan stigningen er beregnet.

 

Skatter og afgifter?

Her følger lejen stigninger eller fald i de af ejendommens udgifter, der vedrører ejendomsskatter, renovationsomkostninger, rottebekæmpelse samt el- og vandforbrug. Du får tre måneder før varslingen tilsendt et varslingsbrev, hvor du kan se, hvordan huslejereguleringen er beregnet. Reguleringerne bliver automatisk opkrævet sammen med huslejen og reguleres med tilbagevirkende kraft fra 1. januar samme år, eller fra det tidspunkt udgiften er pålagt ejendommen.

 

Omkostningsbestemt leje?

Her beregnes huslejen ud fra de faktiske omkostninger, der er forbundet med at drive ejendommen, såsom tilbagevendende driftsudgifter, skatter og afgifter. Sker der stigning i den omkostningsbestemte leje, får du tilsendt et varslingsbrev mindst tre måneder før, at varslingen træder i kraft. I brevet medfølger et budget, hvor du kan se, hvordan vi er kommet frem til beløbene. 

Når huslejen reguleres, justeres depositum og forudbetalt leje, så det altid er svarende til mellem en og tre måneders leje. Du kan se i din lejekontrakt, hvor mange måneders depositum og forudbetalt leje, der er aftalt. Det kan være forskelligt fra kontrakt til kontrakt. 

Har du fx tre måneders depositum og en måneds forudbetalt leje, reguleres stigningen i depositum fordelt over tre måneder, og forudbetalt leje reguleres en gang. Hvis du fx har tre måneders forudbetalt leje, reguleres din forudbetalte leje over tre måneder.

Har du yderligere spørgsmål til din husleje, eller ønsker du at forstå, hvordan reguleringerne påvirker dig, er du velkommen til at kontakte os. Du kan også finde mere information i din lejekontrakt.

Hvert år modtager du et forbrugsregnskab – normalt for vand og varme, men el-regnskab kan også forekomme. Regnskabet opgør dit forbrug og eventuelle efter- eller tilbagebetalinger.

Regnskaberne udarbejdes af en ekstern leverandør, hvor de mest anvendte er ISTA, Brunata og Techem. De udarbejder regnskaberne ud fra de oplysninger, vi sender til dem. Det gælder indbetalt aconto, ind- eller fraflytningsdato, samt hvem der bor i lejligheden.

Hvis du har spørgsmål, anbefaler vi, at du sender dem skriftligt til os, så vi hurtigt kan videreformidle dem til de relevante parter.

Det er altid lejer, der direkte jf. lejeloven skal betale for vedligeholdelse og udskiftning af låse og nøgler til lejligheden.

Selvom det ikke fremgår af lejekontrakten, så har man som lejer altså selv pligt til at betale for en ny nøgle, hvis man skulle miste den i løbet af lejeperioden.

Det er også lejer selv, der skal betale for en eventuel udskiftning af låsen, hvis den går i stykker i lejeperioden.

Der kan være situationer, hvor CEJ, ejer eller vicevært skal have adgang til din lejlighed, fx i forbindelse med vedligeholdelses- eller forbedringsarbejder i lejligheden, et eller fem års-gennemgang af ejendommen, udskiftning af vinduer, isolering m.m. Dette varsles normalt på forhånd og sædvanligvis med seks ugers varsel. Ved arbejder, som kræver et større indgreb i din lejlighed, vil du blive varslet tre måneder inden.

Ved force majeure kan ejer kræve omgående adgang, hvis det gælder om at stoppe og begrænse en større skade på ejendommen og i din bolig – fx ved en vandskade.

Fremleje af din lejlighed kræver altid en skriftlig godkendelse fra ejendommens ejer.  

  • Din grund til at fremleje skal være saglig, og dit fravær skal være midlertidigt.

  • Det samlede antal personer, der bor i lejligheden, må ikke jf. fremlejeaftalen overstige antallet af beboelsesrum.

 

Udlejning via tjenester som Airbnb er ikke tilladt.

Har du spørgsmål om fremleje, kontakt din administrator.

Viceværten varetager de praktiske opgaver som fx reparationer på ejendommen, vedligeholdelse af fællesarealer og affaldshåndtering.

Du skal kontakte din vicevært, hvis du mangler varme, vandhanen drypper, fejl på hårde hvidevarer, lys på trappen og lignende.

Administrator kan hjælpe dig med spørgsmål til din lejekontrakt, husleje, opsigelse og flytteopgørelse.

Akutte skader kan fx være vandskader, manglende varme eller el-nedbrud.

 

Hvad gør du?

Ring 33 33 82 82 for hurtig assistance. CEJ’s hovednummer viderestiller til skadeservice, når vi har lukket. Nummeret står som regel også på et opslag i opgangen.

Husordenen beskriver reglerne for fx kæledyr, støj og fælles adfærd. Du kan finde husordenen i din lejekontrakt eller på Mit CEJ.

Forbedringer og vedligeholdelsesarbejder på ejendommen kan medføre gener som fx støj og adgangsbegrænsninger. Vi bestræber os altid på at varsle sådanne aktiviteter i så god tid som muligt.

I tilfælde af force majeure kan det være nødvendigt akut at igangsætte arbejder for at stoppe og begrænse en større skade på ejendommen. Her vil vi hurtigst muligt informere om skadens karakter, omfang samt tidshorisont for udbedring.

Hvis der opstår problemer med naboer, kan vi vejlede dig om, hvem du kan kontakte for hjælp. Bemærk, at vi ikke mægler, men vi kan henvise til relevante instanser.

Forsøg altid at tage en snak med din nabo først, hvis der er problemer, det kan tit løse meget. Vi er alle sammen ansvarlige for et godt naboskab.

Ønsker du officielt at klage over en nabos adfærd i ejendommen, skal det ske skriftligt til os – med oplysning om, hvad klagen omhandler og evt. tidspunkt for det, som er sket. Hvis du sender klagen skriftligt, skal du være opmærksom på, at klagen ikke kan være anonym længere. Vi vil involvere den rette og relevante instans, og kan i sagens natur derfor ikke per automatik love, at det løser problemet.

Ved høj musik eller larm om natten bør du i første omgang kontakte din nabo og forsøge selv at løse problemet i en god tone og for det gode naboskabs skyld. Men hvis det ikke lykkes, kan du i sidste instans kontakte politiet for at få det stoppet.

Du skal sørge for at sortere dit affald korrekt efter ejendommens og kommunens retningslinjer.

 

Link til flere kommuners retningslinjer om affaldssortering:

https://affald.kk.dk/  – København

https://www.frederiksberg.dk/by-bolig-og-miljoe/affald-og-genbrug/sorteringsguide – Frederiksberg

https://aarhus.dk/soegeresultat?query=affaldssortering – Aarhus

Hvis du ikke bor i en af ovennævnte kommuner, så gå ind på din kommunes hjemmeside og læs om regler og retningslinjer for affaldssortering.

Spar på varmen

Her er et par enkle råd til at spare på varmeforbruget om vinteren:

  • Sænk temperaturen om natten og i tomme lokaler: Ved at sænke temperaturen en smule om natten eller i rum, der ikke bruges, kan man spare meget på varmeforbruget.

  • Lad sollys komme ind: Solens stråler indeholde en masse varmeenergi, træk derfor persienner og gardiner fra, og lad solens lys opvarme dit rum naturligt.

  • Sørg for at dit varmeanlæg er optimeret: Når dine radiatorer har stået stille siden sidste vinter, ophobes der luft, som mindsker effekten af varmefordelingen. I det tilfælde gælder det om at få udluftet dine radiatorer og samtidig få smidiggjort dine radiatorventiler, der kan have sat sig fast. Dette optimerer, hvordan din radiator regulerer varmen.
 
Indeklima

Se 10 vigtige råd til at undgå skimmelsvamp og opnå et bedre indeklima her: cej.dk/10-raad-til-at-undgaa-skimmelsvamp

Du skal selv sørge for at fjerne større effekter fra din lejlighed. De må ikke stilles i gården, på gaden eller andet sted på ejendommens areal. Vi henviser til din kommunes hjemmeside, hvor du kan se placeringen af den nærmeste genbrugsstation.

Hvis der er storskraldsrum i gården, skal du naturligvis følge reglerne for dette område.

Alle kommuner i landet har pligt til at oprette et Huslejenævn, for enten den enkelte kommune eller i fællesskab med andre kommuner.

Huslejenævnet er til for både ejere og lejere, og træffer afgørelser imellem disse parter. De behandler derfor sager for både udlejer, lejer og beboerrepræsentationer.

Inden du beder Huslejenævnet om at tage stilling til en eventuel sag, kan du vælge at tage kontakt til din udlejer, så man sammen kan søge en løsning på en eventuel konflikt.

Din udlejer er ejeren af ejendommen. CEJ ejer ikke ejendommen, men administrerer den på vegne af ejeren. Du kan se på nettet, hvem det er, som ejer ejendommen. Det fremgår også af din lejekontrakt, men der kan godt være skiftet ejer henad vejen.

Fandt du det, du skulle bruge? Ellers prøv at se vores oversigt over ofte stillede spørgsmål nedenfor. Der kan du formentlig finde det, du har brug for.

For yderligere hjælp kan du kontakte os via MitCEJ

Ofte stillede spørgsmål

Hvilket ansvar har jeg som lejer for vedligeholdelse af boligen (f.eks. låse, nøgler, lys)?

Man har, som lejer, selv vedligeholdelses pligt på nøgler og låse. Man skal også selv skifte pærer, hvis de går.

Ja, det må du gerne. Det skal bare gøres håndværksmæssigt rigtigt.

Kontoen kan bruges til maling, hvidtning, tapetsering og let afslibning af gulve. Har du mere end tre års hensættelser, kan du bruge midlerne til anden vedligeholdelse i lejligheden. Det gælder, hvis lejligheden allerede fremstår pænt ift. vægge, lofter og træværk, og gulvene ikke har behov for at blive slebet.

Du får tilsendt indbetalingskort med posten, hvis du ikke er tilmeldt PBS. Du kan også finde det på MitCEJ.

Hvis man tilmelder sig efter den 16 i måneden, vil man først kunne se sin betalingsservice aftale  måneden efter. Grunden til det er, at vi sender vores fil til ”NETS” deromkring.

Man skal altid betale manuelt første gang. Når man modtager sit først indbetalingskort, kan man tilmelde sig PBS med de oplysninger der står på kortet.

Den forudbetalte husleje stiller sikkerhed for, at udlejeren modtager betaling af husleje i opsigelsesperioden.

Din leje kan stige, når der sker stigning i ejendommens driftsudgifter, skatter og afgifter – og hvis ejer foretager forbedringer på ejendommen eller i din lejlighed. Bliver din leje reguleret efter NPI, se nedenfor.

Dit depositum og forudbetalt leje reguleres, når der sker stigninger i lejen. Reguleringen skal fordeles i forhold til hvor mange måneder, du har betalt for depositum og forudbetalt leje – oftest 3 måneder i begge tilfælde.

Hvorfor reguleres mit depositum og min forudbetalte leje, og hvorfor sker det over tre måneder?

Dit depositum og forudbetalt leje reguleres, når der sker stigninger i lejen. Reguleringen skal fordeles i forhold til hvor mange måneder, du har betalt for depositum og forudbetalt leje – oftest 3 måneder i begge tilfælde.

NPI står for nettoprisindeks, som viser udviklingen i de faktiske forbrugerpriser – fratrukket moms og afgifter. Tallene kan man finde på dst.dk

Det betyder, at lejen stiger med de procentpoint som NPI stiger med, og det sker helt automatisk jf. den aftale, du har i lejekontrakten.

Skatter er dem, som ejer betaler til det offentlige –  normalt via skattebilletten fra kommunen eller staten, mens afgifter er dem, som forsyningsvirksomhederne opkræver – f.eks. el og vand.

Du er altid velkommen til at sende en mail til os eller til den, der måtte være tilgængelig på ejendommen – fx ISTA.

Ja, du har frit valg til at vælge den leverandør, du ønsker.

Der er normalt 3 måneders opsigelse til den 1. i måneden, med mindre der er andet aftalt i lejekontrakten.

Lejligheden må udelukkende være udlejet til beboelse. Grunden til fremleje skal være saglig, og fraværet skal være midlertidigt.

Nej, man må ikke opbevare private ejendele i opgangen.

Hvis du føler dig truet, bør du kontakte politiet. Larmer din nabo, opfordrer vi til, at I i første omgang selv tager en dialog om situationen. Lykkes dette ikke at løse problemet, kan du fremsende en klage over naboen til os.

Vi fungerer ikke som mæglere, men kan involvere de rette instanser. Bare husk, at personlig dialog er den bedste start, når det gælder godt naboskab.

Læs mere her, hvis du søger svar, råd og vejledning i forbindelse med indflytning eller står over for en fraflytning.

Hvad leder du efter?

Trin for trin-guide til at gøre din indflytning så nem og bekvem som muligt.

Find nyttige råd og svar i vores guide til den bedste lejeroplevelse.

Her får du hjælp til en nem og problemfri fraflytning.

Få et tilbud