Hvordan klarer man sig som forening, hvis strømmen går i flere dage, eller hvis man pludselig står uden vand? En ny vejledning fra Styrelsen for Samfundssikkerhed skal hjælpe andelsbolig-, ejer- og grundforeninger med at styrke det lokale beredskab og være bedre forberedt på kriser.
Vejledningen er et frivilligt supplement til det hjemmeberedskab, som myndighederne allerede anbefaler, og som skal sikre, at man som husstand kan klare sig i mindst tre døgn. Men kriser påvirker sjældent kun den enkelte, derfor giver det god mening at tænke beredskab som en fælles opgave.
I foreningen kan I fx tage snakken om, hvem der har særlige behov, hvem der har adgang til batterier, powerbanks mv., og hvordan I kan hjælpe hinanden, hvis en krise opstår.
Vejledningen indeholder konkrete råd og eksempler på, hvordan man kan organisere sig lokalt, med roller, kontaktlister, bygningsoverblik og handlingsplaner for forskellige scenarier som strømafbrydelse, manglende internet eller manglende vandforsyning.