Kontakt os

Specialist til forbrugs- og fællesregnskaber

Specialist til forbrugs- og fællesregnskaber

 Motiveres du af at arbejde med regnskaber i dybden, skabe høj kvalitet og fordybe dig i komplekse problemstillinger, så er dette måske dit næste job. 

Hos CEJ Ejendomsadministration søger vi en specialist til Team Forbrug, et team med ansvar for vores kunders forbrugsregnskaber. Teamet får samtidig ansvaret for en større portefølje af fællesregnskaber, og vi søger derfor en ny kollega til at styrke teamet

Om CEJ

CEJ Ejendomsadministration er blandt landets største inden for vores felt, og fra vores kontorer i København og Aarhus administrerer vi mere end 1.600 ejendomme for private foreninger og professionelle investorer.

I CEJ Ejendomsadministration har vi gennem årtier fokuseret på kvalitet og stabilitet, hvilket har givet os en stærk markedsposition. Vores ca. 300 medarbejdere er et bredt udpluk af eksperter indenfor administration, økonomi, teknik, jura og IT, og vi udvider hele tiden med dygtige kollegaer. For os er det vigtigt, at du brænder for dit fag og bidrager positivt til vores unikke kultur.

Din fremtidige rolle

Du bliver en del af Team Forbrug, et team på fire specialister med ansvar for vores kunders forbrugsregnskaber.

Teamets kerneopgave er at sikre korrekte, veldokumenterede og rettidige forbrugsregnskaber af høj faglig kvalitet. Samtidig samles en større portefølje af fællesregnskaber i teamet, og du får ansvaret for en væsentlig del af disse regnskaber. Dermed bliver du en central del af udviklingen af teamets samlede specialistområde inden for forbrugs- og fællesregnskaber.

Du får selvstændigt ansvar for din egen portefølje af opgaver og følger dem fra A-Z. Rollen kræver, at du trives med at arbejde i dybden med afstemninger og regnskaber, hvor struktur, kvalitet og sans for detaljer er afgørende.

Du kommer til at arbejde med ca. 70 fællesregnskaber og en portefølje af forbrugsregnskaber. Teamet udarbejder samlet omkring 1.600 regnskaber om året, hvilket giver en hverdag med faglig bredde og mange forskellige problemstillinger.

Dine arbejdsopgaver

  • udarbejde forbrugs- og fællesregnskaber fra A-Z, herunder afstemning, bogføring og korrekt momsbehandling
  • afstemme forbrugskonti samt håndtere og indsende forbrugsdata til målerfirmaer
  • udarbejde og udsende regnskaber samt varsle a conto
  • kvalitetssikre og afstemme regnskabsgrundlaget på tværs af forbrugs- og fællesregnskaber
  • rådgive og sparre med administratorer om regnskaber, indsigelser og faglige problemstillinger
  • bidrage til udvikling og standardisering af arbejdsgange inden for fælles- og forbrugsregnskaber

Vi tilbyder

  • en specialistrolle med stor faglig selvstændighed
  • et team med høj faglighed og tæt samarbejde
  • en backoffice-funktion uden direkte kontakt med kunder eller beboere
  • fleksible arbejdstider med mulighed for hjemmearbejde
  • 37½ timers arbejdsuge inkl. frokost
  • nærværende ledelse med mulighed for faglig sparring
  • en organisation med kort vej fra idé til handling

Vores drømmekandidat

  • du har erfaring med både forbrugs- og fællesregnskaber
  • har en baggrund fra ejendomsbranchen, f.eks. som erhvervsadministrator
  • har kendskab til UNIK eller et tilsvarende ERP-system
  • har god forståelse for moms, særligt splitmoms.
  • trives med afstemninger, analyser og komplekse regnskabsmæssige problemstillinger
  • arbejder struktureret og grundigt og har sans for detaljen
  • motiveres af at levere høj kvalitet og trives med opgaver, hvor grundighed gør en forskel
  • har lyst til at arbejde i et team, hvor faglig sparring og videndeling er en naturlig del af hverdagen

Hvis du motiveres af at arbejde i dybden med regnskaber, trives med komplekse problemstillinger og gerne vil bruge din faglighed i en specialiseret funktion, så tror vi, at du vil føle dig godt hjemme i Team Forbrug.

CEJ som arbejdsplads

Når du vælger CEJ som arbejdsplads, bliver du en del af en virksomhed, som lægger vægt på faglighed, tryghed og ansvarlighed. Vi prioriterer socialt og kollegialt samvær, selvom vi også får meget fra hånden. I CEJ har vi højt til loftet og kort til ledelsen, og det betyder, at ambitioner og gode ideer kan blive realiseret hurtigt.

Læs mere om CEJ og vores tilgang til miljø, kultur, sociale fællesskaber samt ansvarlig virksomhedsdrift og ledelse i vores ansvarlighedsrapport.

Vi tilbyder attraktive personalegoder, som blandt andet omfatter pensionsordning, sundhedsforsikring, fysioterapi, walk-and-talk, samt fredagsarrangementer, fester og sportsaktiviteter for vores medarbejdere i alle aldersgrupper. Din arbejdsplads vil ligge centralt på Frederiksberg.

CEJ er ejet af en erhvervsdrivende fond, stiftet i 1986 af Carl Emil Jensen, som startede CEJ i 1950’erne. CEJ Aarhus kom til i 2012.

Ansøgning

Har du lyst til at blive en del af CEJ’s organisation, så send os dit CV ved at klikke på ”ANSØG” ovenfor.

Vi forventer opstart den 1. oktober og afholder samtaler løbende.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Chef for Ejendomsdata & Forbrug Jeanette Hansen på jha@cej.dk.

Bemærk, at ansøgninger og henvendelser i perioden 4. juli – 2. august 2026 ikke behandles på grund af sommerferie.


Kontaktinformationer


CEJ Ejendomsadministration A/S
Nitivej 6
2000 Frederiksberg
Danmark



Få et tilbud