I 2026 flytter CEJ Ejendomsadministration ind i et nyt domicil på Frederiksberg – i en historisk ejendom fra 1898, der tidligere husede en korkfabrik. Ejendommen, som ejes af PensionDanmark, er i gang med en omfattende renovering, hvor ambitioner om bæredygtighed, moderne arbejdsmiljø og respekt for bygningens historie går hånd i hånd.
Flytningen markerer et nyt kapitel i CEJ’s udvikling. Efter en periode med markant vækst – herunder gazellestatus og en fordobling af omsætningen på blot fire år – styrker CEJ nu fundamentet for fremtidig ekspansion og innovation. I en branche præget af volatilitet har CEJ skabt stabile resultater gennem et vedvarende fokus på kvalitet, stabilitet og ansvarlighed.
“Det nye domicil er mere end et nyt kontor. Den markerer starten på CEJ 3.0 – det næste strategiske kapitel i CEJ’s udvikling, hvor vi bygger videre på vores stærke kultur, men samtidig sætter nye mål for kvalitet, effektivitet og ansvarlig ejendomsdrift. At vi fremover får et topmoderniseret domicil, der giver plads til yderligere vækst og har fuldt fokus på medarbejdertrivsel, sender et klart signal om vores prioriteter – og hvor vi står som virksomhed,” siger Anne Marie Oksen, administrerende direktør i CEJ Ejendomsadministration.
Renoveringen gennemføres med en klar ambition om at bevare og istandsætte de eksisterende bygningsdele og fastholde ejendommens oprindelige udtryk og karakter. Det kan sænke renoveringens klimaaftryk og optimere anvendelsen af ressourcer.
En fremtidssikret ramme for CEJ
Ejendommen på Nitivej 6 samler alle CEJ’s medarbejdere i København og C.E. Jensens Fond under ét tag. Det giver optimale forudsætninger for effektivt samarbejde og innovation på tværs af CEJ’s mange specialer – i en ramme, hvor historiske kvaliteter bevares, og nutidens krav til en bæredygtig og moderne ejendom imødekommes. Målet er en DGNB RUM-certificering i kategorien guld. Det understreger ønsket om at skabe en fremtidssikret og ansvarlig arbejdsplads.
Anne Marie Oksen fortsætter: “At ejendommen kommer til at leve op til DGNB RUM-certificeringens krav til klima, miljø, ressourceeffektivitet og socialt ansvar har været afgørende faktorer i vores valg af fremtidigt domicil. Samtidig er CEJ blevet valgt som administrator af ejendommen – et samarbejde, vi ser meget frem til“.
PensionDanmark, som ejer og bygherre, ser også frem til samarbejdet og glæder sig over at kunne tilbyde CEJ moderne og fleksible rammer, hvor ambitioner om bæredygtighed og trivsel går hånd i hånd. Og at skabe et tidssvarende domicil i absolut topklasse med DGNB RUM.
Fakta om CEJ’s nye domicil
- Certificering: DGNB RUM i kategorien guld
- Beliggenhed: Nitivej 6, Frederiksberg
- 4 etager + kælder med plads til op til 356 medarbejdere
- Ca. 4.500 m² kontorareal
- Separat kantine- og mødebygning med kapacitet til 150 personer
- Fleksible arbejdspladser, moderne mødelokaler og fordybelsesrum
- Nye medarbejderfaciliteter, bil- og cykelparkering samt grønt gårdmiljø